Feeling like a hot chick

I slutningen af september lukkede en af vores salgschefer en aftale, der næsten ikke tog nogen tid. Peter Selmer, der grundlagde GolfNext i 2012, skrev om det på LinkedIn. Salgschefen behøvede ikke at overbevise nogen. Det havde klubbens medlemmer allerede gjort. De havde brugt vores kiosker i andre golfklubber, og så kom de hjem og spurgte deres egen klub: “Hvorfor ikke her?”

Jeg kommenterede under opslaget, at golfspillere, der beder deres egen klub om GolfNext, er det bedste signal, der findes. Jeg har tænkt på det lige siden, og det her indlæg er den lange version af den kommentar.

Den, alle gerne vil have

Så, titlen. Den hot chick, det handler om her, er ikke mig. Det er produktet.

GolfNext laver software, som golfklubber kører på, og den del, golfspillerne ser mest, er selvbetjeningskiosken: en digital reception, der er åben døgnet rundt, så en spiller kan betale greenfee, leje udstyr eller købe i proshoppen, uden at der står nogen bag en skranke. Så vidt vi ved, findes der ikke noget lignende i golf.

Det meste software bliver kun bemærket, når det går i stykker. Ingen går ind i en bygning og spørger, hvem der har lavet dørhåndtagene. Men golfspillere bruger vores kiosk i én klub, og så kommer de til den næste klub og savner den. Og så spørger de efter den. Sådan ser det ud, når et produkt er attraktivt: folk vil have det, før nogen har solgt det til dem.

Peter sagde det i én sætning: golfspillere forventer nu, at check-in er hurtigt og enkelt, og de lægger mærke til det, når det ikke er.

Hvad det gør ved mig

Kiosken er noget, vi selv laver. Kolleger her i huset bygger en del af hardwaren, og mine andre kolleger og jeg bygger softwaren, der kører på den, og alt omkring den. Så når golfspillere spørger efter den ved navn, spørger de efter noget, vi har lavet, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at lidt af den tiltrækning ikke smitter af.

Det er en god følelse, og den gør noget ved den måde, jeg arbejder på. Når man ved, at folk spørger efter det, man laver, ved navn, vil man gerne leve op til det. En fejl, der andre steder ville blive et punkt i backloggen, holder op med at være det. En skærm, der er fin nok, bliver en skærm, jeg gerne vil have til at være god. Man begynder at tænke ud fra spilleren, der står ved kiosken klokken halv seks om morgenen, for det er den spiller, der tager hjem og fortæller sin egen klub om det. Eller lader være.

Ingen behøver at bede mig om at gøre mit bedste på et produkt som det. Jeg vil gerne.

At blive ved med at være attraktiv er dagligt arbejde

Produkter bliver ikke ved med at være attraktive af sig selv. Vi arbejder på det hele tiden, og det meste handler om fire ting.

Nemt at bruge. For spilleren ved kiosken og for personalet bag skranken. Da en PDF med boldkoder, som klubberne printer, begyndte at fylde to sider, lå den ikke en måned i backloggen. Den blev rettet inden for en time. Små ting som det er forskellen på et produkt, folk finder sig i, og et, de spørger efter.

Nemt at integrere. Klubberne kører allerede andre systemer, og de skal ikke vælge mellem dem og os. Jo nemmere vi er at sætte ind ved siden af det, en klub allerede har, jo færre grunde har den til at sige “ikke endnu”.

Mindre kedeligt manuelt arbejde. Alle de fysiske enheder, vi har derude, kioskskærme, kortterminaler, boldautomater, bliver nu tilmeldt med en 12-cifret kode, der tastes ind på stedet, og får derefter deres indstillinger og opdateringer fra os. Ingen forbinder sig til en enhed og sætter den op i hånden længere. Næste skridt er en lille webside, hvor klubbens personale selv sætter en ny enhed op, så det kræver en pakke og et link at udskifte en defekt enhed i stedet for flere telefonopkald. Ingen har valgt det her job for at taste de samme indstillinger ind på den fyrretyvende maskine, og det har ingen i klubberne heller.

Åbent, når alle er gået hjem. Det er den, der betyder mest for mig. Kiosken er en reception, der aldrig lukker. Når den sidste medarbejder har låst og er kørt hjem, kan en spiller stadig dukke op, betale greenfee og spille. Klubben tjener penge uden for åbningstiden, og golfspilleren får den samme bekvemmelighed, som vedkommende har alle andre steder i livet. Det virker kun, hvis produktet er pålideligt, når der ikke er nogen på stedet til at genstarte det.

Og så er der det at lytte. Når en klub fortæller os, at noget er en fejl, løser vi det som regel samme dag. Men nogle gange er det, én klub kalder en fejl, præcis det, en anden klub godt kan lide. Så vælger vi ikke en vinder. Vi gør det til en indstilling, og hver klub bestemmer selv. Alle er glade, og klubbens administratorer bevarer styringen over deres eget setup i stedet for at skulle bede os om at ændre det for dem. Et produkt, der er selvbetjening for golfspillerne, skal også være selvbetjening for dem, der driver klubben.

Hvor det bærer hen

Intet af det her handler om at være et rart produkt for en håndfuld klubber. I august skrev jeg Road to glory, vores plan for platformen under det hele, og der sagde jeg ambitionen højt: vi vil have, at det her bliver den platform, golfbranchen kører på. Hver klub, hver driving range, hvert land, der har begge dele.

Det indlæg handlede om motoren: færre sprog, én form for alle repositories, en kodebase, som alle på teamet kan åbne og være nyttige i. Jeg skrev også, at motoren ikke kan skabe det, der gør ambitionen realistisk. Klubber, der ser produktet, er imponerede, og den reaktion er aktivet. Peters fredagsaftale er den reaktion, udspillet i et salgsmøde.

Så motoren betyder noget på grund af det, den lader os gøre for de mennesker, der står foran skærmen. Og der kommer brugeroplevelsen først. Hver beslutning starter med den, der bruger det: golfspilleren ved kiosken før første starttid, medarbejderen, der skal forklare noget til et medlem, administratoren, der ændrer en indstilling sidst på en lang dag. Hvis en funktion er smart, men får nogen af dem til at stoppe op og tænke, er den ikke færdig. Den bedste kompliment, vores produkt kan få, er, at ingen lægger mærke til det, lige indtil de står i en klub, der ikke har det.

Det er den slags ambition, der driver mig. Ikke bare at vokse, men at vokse ved at være det, folk foretrækker.

Attraktiv er et løfte

Der er en bagside, og jeg tror, det er den vigtige del.

At være den, alle vil have, hæver barren. Medlemmer, der sammenligner klubber, sammenligner også os, og en kiosk, der er frosset klokken halv seks om morgenen, er ikke bare en fejl. Det er øjeblikket, hvor nogen holder op med at spørge “hvorfor ikke her?”. Tiltrækningen holder kun, så længe produktet bliver ved med at gøre sig fortjent til den.

Det var det, sidste del af min kommentar handlede om. “We will keep delivering” lyder som sådan noget, man skriver under en kollegas opslag. Jeg mente det som et løfte. Salgsteamet kan kun lukke aftaler så hurtigt, fordi golfspillerne allerede kan lide det, de har brugt, og at det bliver ved med at være sådan, er mit job.

Det er et godt job at have. De fleste dage er jeg bare en udvikler, der retter et printlayout eller jagter en fejl. Men når golfspillere tager hjem og beder deres klub om det, vi laver, så indrømmer jeg det gerne: et øjeblik har jeg det som en hot chick. Og intet motiverer mere end at ville blive ved med at være det.