Blog
Sådan bygger vi GolfNext
Udvikling, drift og infrastruktur i et lille, ambitiøst team. Sådan løser vi problemer og skalerer intelligent.
AI unleashed
I august var AI for mig autocomplete og et chatvindue, og jeg var ikke imponeret. Nu giver jeg planer til op til tredive agenter ad gangen, på en sammenlægning af backends, der ikke må have nedetid. Agenterne kan kun løbe frit, fordi planen er stram: om hvordan jeg beslutter, hvad jeg overlader, hvorfor et par timers planlægning er den dyre del, og hvad reviewet fangede, da agenterne skrev Java i Go.
Feeling like a hot chick
I slutningen af september skrev en klub under med os, næsten uden at nogen skulle sælge noget. Medlemmerne havde brugt vores kiosker i andre klubber og kom hjem og spurgte: "Hvorfor ikke her?" Det her indlæg handler om, hvad det gør ved én som udvikler: at arbejde på det produkt, alle gerne vil have, og hvorfor det får mig til at ville gøre mit bedste.
Projektlederen træder ind
Nogen reviewede en af vores pull requests ordentligt, linje for linje, og godkendte den — mens forfatteren stadig pushede til branchen. Godkendelsen landede på en version, der ikke længere fandtes. Det er et symptom; sygdommen er, at et code review her kunne bestilles på fire forskellige korrekte måder og derfor nåede ingen. Om køer der ikke er køer, hvad kodeagenter gjorde ved vores evne til at reviewe, og hvorfor løsningen begynder med at slette et af de steder, vi spørger. Projektlederen træder ind.
En dag i Ry
Otte ugers virkelige øjeblikke foldet ind i én dag på kontoret i Ry: en idé sagt højt over kaffen, et opkald til en klub, der ikke havde opdaget, at dens kiosk var nede, et dashboard, stifteren ikke kan gå forbi, spillere, der spørger efter vores enheder ved navn, og aftenen, hvor jeg sendte 94 kiosker ud i en genstartsløkke og lappede dem én for én.
Vores agenter drak al kaffen
Vores kodeagenter pusher, venter på CI, retter og pusher igen, hele dagen. Da testsuiten voksede til to en halv gang størrelsen på en uge, stod hver CI-kørsel atten minutter ved kaffemaskinen. Sådan fik vi det ned på omkring tre minutter for de samme penge, og hvad der stod tilbage og ventede, da maskinerne ikke længere kunne bruges som undskyldning.
99 % begejstring, 1 % bekymring
Jeg så en film en lørdag aften, mens en agent skrev en af vores frontends om fra Vue til React. Et par dage senere var den live. Det interessante er ikke AI'en — det er, hvad der skal til i en virksomhed, før det overhovedet må ske, den ene bekymring ledelsen faktisk rejste, og hvorfor et miljø, der siger ja så hurtigt, kræver mere disciplin, ikke mindre.
Min bror fra en anden mor?
Jeg startede i et job, hvor den anden halvdel af den tekniske side var begyndt dagen før mig, med en titel ved siden af min og ingen streg tegnet mellem dem. En fremmed, lige så ny som mig, og os to tilsyneladende sat til at styre det samme team. Hvad jeg egentlig var bekymret for, og hvad en måned har og ikke har afgjort.
Slet opsætningsguiden
Ethvert repository udleverer instruktioner, ingen holder ved lige, og en .env.example, som nogen skal udfylde ud fra en Slack-besked. To værktøjer — mise til værktøjskæden, fnox til hemmelighederne — flytter begge opgaver ud af README'en og ind i repoet. Med et ærligt regnskab over, hvad det koster, og hvad det ikke løser.
Vejen til stjernerne
På et tidligere job omstrukturerede jeg 250.000 linjer kode, og en opgave, der havde taget to dage, begyndte at tage tre minutter. Ingen blev hundrede gange bedre til at programmere — omstruktureringen slettede bare alt det, der ikke var arbejdet. Og så begyndte frontendudviklere at tage backendopgaver. Det her er planen om at gøre det igen her, og den del af den, der bliver værre, før den bliver bedre.
Inde i junglen
En del af min onboarding var en opgave med mit navn på: få hver enkelt kodebase til at køre lokalt. Enoghalvfjerds repositories, et årti af teknologivalg og to uger med at finde ud af, hvilke af dem der stadig kunne starte på en frisk maskine — inklusive den, hvis lokale database slet ikke kunne bygges, og hvad der skulle til for at få én kommando til at bygge den alligevel.
Fire produkter, 68 repositories
To uger inde hos GolfNext. Hvad vi rent faktisk bygger, hvordan tretten års software ser ud under det, de integrationer vi startede i uge to, og et ærligt kig på de mål, jeg satte mig selv, før jeg havde skrevet under på noget.
Få Claude Code til at tie stille (og andre tilpasninger, der har gjort sig fortjent)
Det første, jeg gjorde med Claude Code, var at få den til at tale mindre. De små, delbare tilpasninger, der overlevede mit eget filter — kortfattet output, en statuslinje, de rigtige hooks — plus dem, jeg bevidst nægter at automatisere, og hvorfor det at styre kontekstvinduet slet ikke burde være en færdighed.
Loop-debatten er et dårligt ord for autonomi
Alle diskuterer "Claude Code loops." Efter at have målt en måneds rigtige opgaver — hver token, hver time det ville have kostet i hånden — er jeg ret sikker på, at det meste af diskussionen handler om det forkerte ord. Det er ikke loops, det er autonomi. Og ligesom microservices for ti år siden ankommer det én verificerbar opgave ad gangen, begrænset af et fundament, ingen har bygget endnu.
En ren maskine
To år efter at en kollegas dotfiles dukkede op i mit GitHub-feed tvang en ny bærbar mig endelig til det. Hvordan jeg genopbyggede min Mac som et repo med chezmoi, kørte mit årlige værktøjs-review som en samtale med Claude, og automatiserede de dele, jeg plejede at klikke mig igennem.
Et brev til mig selv, før dag ét
Før min første dag hos GolfNext — og før jeg overhovedet har skrevet under — hvad jeg går ind til, hvorfor jeg forlader et job jeg godt kunne lide, de mål jeg sætter mig for de første halvfems dage, og det kompas jeg tager med.
Ingen indlæg fundet.